lørdag den 13. oktober 2007

I højderne – og fri for de vilde dyr



Efter en behagelig nat ved Mission Beach - med torden og lidt regn – men først og fremmest en vis kølighed, gik turen i dag lidt ind i landet mod byen Atherton.
Undervejs har vi vandret på stier i regnskove, set vandfald, hørt cikader – og oplevet unge menneskers fornøjelige badetur i vandfaldet. Der var skildpadder og kæmpe sugemaller, der deltog i løjerne.
Under frokosten oplevede undertegnede et fantastisk skue: de tre øvrige formelig dansede rundt med frokosten i den ene hånd og fluesmækkere i den anden – på jagt efter store aggressive hestebremser. Jo vi har haft mange problemer med de vilde dyr – især de mindste af dem.
Vi kom igennem Mols Bjerge i dag. Store langstrakte ”bakker” med køer i mange racer – fra jysk sortbroget til indiske pukkelkøer – rigtig flotte dyr! Det markante var, at alt her er grønt og frodigt – i modsætning til områderne mod syd. Vi har set bananplantager tage over efter sukkerrørene. En enkelt teplantage også, hvor Rita fik købt nogle poser af de velduftende blade. In the middle of nowhere opdagede vi et bioøkologisk (Johns udtryk) ostemejeri, hvor vi nød en kop kaffe og nogle af de velsmagende produkter.
Ved aftenbordet har vi undret os over den behagelige kølighed. Den sag opklarede John hos nogle af naboerne: vi bor i ca. 1000 meters højde. De vilde dyr mærker vi heller ikke noget til.

I morgen går turen så til Cairns, hvor camperen afleveres, og vi flytter på hotel.

Kærlig hilsen fra os i bjergene!

PS. - Det er Rita til venstre ...

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Kommer I nogensinde hjem igen? Det ser jo ud til at I lever det fantastiske og uforpligtende landevejsridder liv. Skønt ser det ud. I Danmark er alt ved det gamle: Vi tabte fodboldlandskamp til Spanien som vi plejer 3-1 og Dansk Folke Parti kommer med pinlige forslag og julepynten sniger sig ind på butkkernes hylder! Men tilgengæld har vi et fantastisk flot efterår med sol og en palet af alle efterårsfarverne og skovbundens dufte som kun når næseborene på denne årstid. De kærligste hilsner fra Lene og alle drengene