Et kængurohop ind i midten af Australien – tre dages meriter

(Onsdag den 17. okt.) Onsdag tog vi så det sidste store hop inden hjemrejsen, nemlig fra Cairns til Ayers Rock – eller ULURU, som de indfødte kalder den. Vi fløj i en meget flot dekoreret maskine og kunne undervejs følge med i hele ændringen af landskabet – hvis man var så heldig at have en vinduesplads, hvilket jeg i øvrigt mener alle burde have!
Vi blev ramt at en ”varmemur” på omkring 40 gr. – men blev snart efter hentet af ”det”, der de næste tre dage skulle være vor basis. En ombygget lastbil – med luxussæder, men ikke for megen plads. Bagagen blev nærmest mast ind i krogene. Men ellers var det hele der – incl. aircondition.

Her kom Jeff og bød os velkommen i bussen, som nu havde 24 personer i alt - af mange nationaliteter: tyskere, østrigere, svejtsere og australiere, 1 spanier, 1 belgier – og 8 danskere.
Og lad os bare indrømme: det kunne være blevet besværligt – men det gik bragende godt.
Det skyldes også meget Jeff, der på en rigtig fornøjelig måde forstod at lede og fordele arbejdet. For der var ingen til at varte op – alt skulle klares af os selv. Faktisk blev det nærmest til en fornøjelig spejdertur for fire patruljer.


Ankomstdagen begyndte med at besøge ”The Olga” (Kata Tjuta), som er et bjergmassiv lignende Ayers Rock. Vi gik en tur tæt på – efter at være blevet nøje instrueret om, at en vandflaske med 1 ½ liter drikkevand er fast udstyr – og skal tømmes flere gange på en dag!
Derfra gik turen til ULURU for at se solnedgangen over den berømte klippe. Det var turisme af første klasse! Snesevis af busser og hundredvis af mennesker var der allerede. Jeff fortalte, at der årligt kommer ca. 400.000 mennesker på stedet!
Men alligevel var det en flot oplevelse – nærmest som at være til festfyrværkeri – men meget mere storslået!

(Torsdag den 18. okt.) Dagen bød på sunrise ved Uluru. Men for at kunne det, måtte vi op kl. FIRE. Det gik nu fint – og oplevelsen var ikke mindre fascinerende end aftenen før. Hundredvis stod og ventede på, at den røde klippe skulle begynde at gløde kl. 6,10 – og det gjorde den minsandten!
Vi vandrede lidt omkring i området – mens Jeff på en meget engageret måde prøvede at sætte os ind i de indfødte, the aboriginals’ historie og religion, hvor klippen spiller en væsentlig rolle. Jeff pointerede gang på gang, at man skulle vise netop de oprindelige indbyggere respekt ved at værne om Uluru, som for dem er et helligt sted.
Vi kørte en tur hele vejen rundt om klippen, gjorde holdt nogle gange og fortsatte til et Aboriginal Cultural Center, hvor vi visuelt fik underbygget noget af det Jeff havde fortalt. Og så kom vi fire nærmest tilfældigt til at falde ind på cafeen, hvor vi kunne købe kaffe og is!! Helt tilfældigt!
Der var langt til næste overnatningssted i retning mod Alice Springs, så vi trillede ud ad de snorlige australske landeveje. Pludselig drejede vi af og kørte off road – indtil Jeff meddelte, at nu skulle der samles brænde til brug til aftensmaden! Vi opdagede, at alle de udgåede træer var kompakt brænde. Ikke som derhjemme lette i brændværdien, men virkelig tunge – og tørre!
Inden aftensmaden nåede nogle af os en tur i svømmebassinet – og så var der ellers gryderet og lejrhygge. Jeff havde nogle store jerngryder, og køkkenholdet havde puttet tre miksede retter plus et brød i dem – og de kom både over og under gløderne. Imens vi ventede på resultatet, gav spanieren og belgieren, der var på bryllupsrejse, champagne, og der var tid til lidt lejrbålshygge under det fantastiske stjernetæppe i den kulsorte aften.
Men ikke ret længe. Alle gik meget tidligt i seng, selv om vi næste morgen havde fået lov til at dase et helt kvarter længere, nemlig til 04,15. No pjank in the corner!

(Fredag den 19. okt.) Vi skulle på vandretur i Kings Canyon inden solopgang aht. varmen. En tur enten i bunden af dalen eller oppe på kanten. Vi valgte bunden - en revne i klippemassivet – et fantastisk sceneri med en fantastisk flora og fauna. Mange fugle kunne vi komme tæt på – og det har vi i øvrigt oplevet mange steder. Det er første gang i mit liv, at jeg har drukket 1½ liter vand før kl. otte morgen (ct)!
Fra Kings Canyon gik turen nord om området ad en rigtig australsk outbacker vej med masser af huller og vaskebræt mod Glen Helena – stedet hvor nogle af os måtte stå af og sige farvel til resten – for at køre de sidste 130 km til Alice Springs i en anden bus.
Herfra flyver vi i morgen til Melbourne – og derfra direkte til London – og hjem – efter uforglemmelige oplevelser.
Tak til dem, der bar og fulgte – og tak for de mange reaktioner.
Vi runder af, når vi kommer hjem – eller måske undervejs.
Kærlig hilsen
Rita & John – Karen & Carsten